Mitt hjerte alltid vanker
«Mitt hjerte alltid vanker» er en julesalme skrevet og komponert av den danske biskopen og salmedikteren Hans Adolph Brorson. Publisert i 1732 i Nogle Jule-Psalmer.Tekst
der samles mine tanker som i sin hovedsum.
Der er min lengsel hjemme, der har min tro sin skatt;
jeg kan deg aldri glemme, velsignet julenatt!
2. Den mørke stall skal være mitt hjertes frydeslott,
der kan jeg daglig lære å glemme verdens spott.
Der kan med takk jeg finne hvori min ros består,
når Jesu krybbes minne meg rett til hjertet går.
3. Akk, kom, jeg opp vil lukke mitt hjerte og mitt sinn
og full av lengsel sukke: Kom, Jesus, dog herinn!
Det er ei fremmed bolig, du har den selv jo kjøpt,
så skal du blive trolig her i mitt hjerte svøpt.
4. Jeg gjerne palmegrene vil om din krybbe strø,
for deg, for deg alene jeg leve vil og dø.
Kom, la min sjel dog finne sin rette gledesstund,
at du er født her inne, i hjertets dype grunn!
Original tekst
1. Mit Hjerte altid vankerI JEsu Føderum,
Did samles mine Tanker
I deres Hovedsum:
Der er min Længsel hjemme,
Der har min Troe sin Skat —
Jeg kan dig aldrig glemme,
Du søde Julenat!
2. Du, mørke Stald, skal være
Mit Hjertes Fryde-Slot;
Der kan jeg daglig lære
At glemme Verdens Spot;
Der kan jeg bedst befinde,
Hvori min Roes bestaaer;
Naar JEsu Krybbes Minde
Mig ret til Hjerte gaaer.
3. Men ak! hvad skal jeg sige,
Naar jeg vil tænke paa,
At Gud af Himmerige
I Stalden ligge maa:
At Himlens Fryd og Ære,
Guds væsentlige Ord,
Skal saa foragtet være
Paa denne slemme Jord!
4. En Perle, der forgjettes,
Saa nøie ledes op;
Den blanke Demant sættes
I gylden Krones Top;
Man kaster ei en Drue
Blandt tørre Grene ned:
Skal jeg min Gud da sske
I saadan Usselhed?
5. Hvi skulde Herresale
Ei for dig pyntet staae? —
Du havde at befale,
I hvor du pegte paa —
Hvi lod du dig ei svøbe
I Lyset som et Baand,
Og Jordens Konger løbe,
At kysse paa din Haand?
6. Hvi lod du ei udspende
En Himmel til dit Telt,
Og Stjerne-Fakler brænde?
O store Himmel-Helt!
Hvi lod sig ei tilsyne
En mægtig Englevagt,
Som dig i Silkedyne
Saa prægtig burde lagt?
7. Nei! JEsus faaer sit Leie
I denne gode Juul,
Hvor Betlere de pleie
At lægge sig i Skjul;
Det var end ei hans eget
Det Høe, hvori han laae —
Han havde ei saa meget.
Han kunde ligge paa.
8. Den Sag kan ei begribes.
At JEsus, Gud og Mand,
Saa meget hart indknibes
I Verdens Jammerstand:
Han, som med Guddoms Vælde
Al Verden dømme vil,
Ei har det, han kan hælde
Sit arme Hoved til.
9. En Spurre har sit Rede
Og sikkre Hvile-Boe;
En Svale ei tør lede
Om Nattelys og Roe;
En Løve veed sin Hule,
Hvor han sin Roe kan faae:
Skal da min Gud sig skjule
I Andres Stald og Straae?
10. Ak, kom! jeg vil oplukke
Mit Hjerte, Sjel og Sind
Med tusind Længsels Sukke, Kom, JEsu, dog herind! —
Det er ei fremmed Bolig,
Du har det selv jo kjøbt —
Saa skal du blive trolig
Udi mit Hjerte svøbt.
11. Jeg vil med Palmegrene
Dit Hvilested bestrøe:
Min Brudgom, dig alene
Jeg leve vil og døe.
Kom! lad min Sjel erlange
Sin rette Qvæge-Stund
At kysse tusind Gange
Din søde Rosenmund.
Meny