Deilig er den himmel blå
I 1810 skrev Nikolai Frederik Severin Grundtvig «Deilig er den himmel blå» da med tittelen «De hellige tre Konger». Den ble skrevet som en barnesang som gjenfortalte Matteusevangeliet kapittel 2, vers 1–12 om vismennene som hyllet Jesus etter han var født i Betlehem. Sangen hadde opprinnelig 19 vers, men Grundtvig forkortet den til 7 i 1853. Det er den korte versjonen som er vanlig i dag.Anders Hovden oversatte sangen til nynorsk i 1900 med tittelen «Fager er den himmel blå».
Nedenfor er teksten på bokmål, nynorsk og den opprinnelige teksten fra 1810.
Tekst (bokmål)
lyst det er å se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinker
hvor de smiler, hvor de vinker
oss fra jorden opp til seg
oss fra jorden opp til seg
2. Det var midt i julenatt,
hver en stjerne glimtet matt
da med ett der ble å skue
en så klar på himlens bue
som en liten stjernesol
som en liten stjernesol
3. Når den stjerne lys og blid
lot seg se ved midnatts tid
var det varslet i Guds rike
at en konge uten like
skulle fødes på vår jord
skulle fødes på vår jord
4. Vise menn fra Østerland
dro i verden ut på stand
for den konge å opplete,
for den konge å tilbede
som var født i samme stund
som var født i samme stund
5. De ham fant i Davids hjem,
de ham fant i Betlehem
uten spir og kongekrone,
der kun satt en fattig kone
vugget barnet i sin skjød
vugget barnet i sin skjød
6. Stjernen ledet vise menn
til den Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gjerne
kommer vi til Jesu Krist
kommer vi til Jesu Krist
7. Denne stjerne lys og mild
som kan aldri lede vill,
er hans guddoms ord det klare,
som han lot oss åpenbare
for å lyse for vår fot
for å lyse for vår fot
Tekst (nynorsk) - Fager er den himmel blå
1. Fager er den himmel blå,sælt det er å skoda på
kor dei gylne stjernor blinkar,
kor dei smiler, kor dei vinkar
oss frå jordi upp til seg,
oss frå jordi upp til seg.
2. Det var midt i jolenatt,
kvar ei stjerna blinka matt,
men med eitt på himmelboge
stråla det så bjart ein loge
som ei liti stjernesol,
som ei liti stjernesol.
3. Når den stjerna ljos og blid
viste seg ved midnattstid,
gjekk frå gamalt ordi slike,
at ein konge utan like
skulle fødast på vår jord,
skulle fødast på vår jord.
4. Vise menn frå austerland
ferdastaven tek i hand,
denne kongen vil dei finna,
denne kongen vil dei vinna
og for honom bøygja kne,
og for honom bøygja kne.
5. Og til Davids by dei kjem,
finn han der i Betlehem,
utan kongestav og kruna,
der det sit ei fattig kona,
voggar barnet på sitt fang,
voggar barnet på sitt fang.
6. Stjerna leidde sant og visst
vise menn til Jesus Krist.
Me hev òg den same stjerna,
vil meg berre fylgja gjerna,
finn me til vår Frelsar fram,
finn me til vår Frelsar fram.
7. Denne stjerna bjart og mild,
som kann aldri leida vill,
er det glade og det store
fagnadbod i bibelordet
til å lysa for vår fot,
til å lysa for vår fot.
Den originale teksten fra 1810 - De Vise fra Østen
1. Dejlig er den himmel blå,lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.
2. Kommer, små, og hører til:
Jeg for eder sjunge vil
om så lys og mild en stjerne.
Jeg det ved, I hører gerne:
Himlen hører eder til.
3. Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.
4. Langt herfra, i Østerland
stod en gammel stjernemand,
så fra tårnet vist på himlen,
så det lys i stjernevrimlen,
blev i sind så barneglad.
5. Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.
6. Derfor blev i Østerland
nu så glad den gamle mand,
thi han ville dog så gerne
se den lyse kongestjerne,
før han lagdes i sin grav.
7. Han gik til sin konges slot,
kongen kendte ham så godt,
hørte og med hjertens glæde,
at det lys var nu til stede,
hvorom gamle spådom lød.
8. Han med søn og stjernemand
fluks uddrog af Østerland
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.
9. Klare stjerne ledte dem
lige til Jerusalem.
Kongens slot de gik at finde,
der var vel en konge inde,
men ej den, de ledte om.
10. Klare stjerne hasted frem,
ledte dem til Betlehem.
Over hytten lav og lille
stod så pludselig den stille,
strålede så lyst og mildt.
11. Glade udi sjæl og sind
ginge de i hytten ind,
der var ingen kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.
12. Østerlands de vise mænd
fandt dog stjernen der igen,
som de skued i det høje,
thi i barnets milde øje,
funklende og klar den sad.
13. Den var dem et tegn så vist,
at de så den sande Krist,
derfor nejed de sig glade,
ofrede på gyldne fade
røgelse med søden lugt.
14. Vil I små ej også gerne
se den lyse, milde stjerne,
for den konge dybt jer neje,
som Guds rige har i eje
og vil lukke jer derind?
15. Ser I til den himmel blå
med de gyldne stjerner på,
der den stjerne ej I finde,
men den er dog vist derinde
over Jesu kongestol.
16. Thi det barn, som var på jord,
blevet er en konge stor,
og han sidder nu deroppe
over alle stjernetoppe
hos Gud Faders højre hånd.
17. Nejer eder kun, I små!
han fra himlen ser derpå.
Sender ham med hjertensglæde
lov og pris til høje sæde!
Det er røgelse for ham.
18. Stjernen ledte vise mænd
til nyfødte konge hen.
I har og en sådan stjerne,
og når I den følger gerne,
kommer I til Jesus vist.
19. Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddomsord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
Meny