En gammeldags Julaften

«En gammeldags Julaften» er et folkeeventyr av Peter Christen Asbjørnsen. Den moderniserte teksten er av Kjell Nedrelid hos Prosjekt Runeberg.

Modernisert tekst (1994)

Vinden pep i de gamle lønner og linder utenfor vinduene mine, sneen føk ned igjennom gaten, og himmelen var så mørk som en desemberhimmel kan være her i Kristiania. Mitt humør var like så mørkt. Det var juleaften, den første jeg ikke skulle tilbringe ved den hjemlige arne. For noen tid siden var jeg blitt offiser, og hadde tenkt å glede mine gamle foreldre ved mitt nærvær, hadde håpet å vise meg for hjembygdens damer i glans og herlighet. Men en nervefeber brakte meg på hospitalet. Derfra var jeg kommet ut først for en ukes tid siden, og jeg befant meg nu i den meget lovpriste rekonvalesent-tilstand. Jeg hadde skrevet hjem efter Storborken og fars finnmut, men brevet kunne knapt nå frem til dalen før annen juledag, og først under nyttår kunne hesten ventes hit. Mine kamerater var reist fra byen, og jeg hadde ikke en familie jeg kunne hygge meg ved. De to gamle jomfruene som jeg losjerte hos, var visstnok godslige og snille mennesker, og de hadde tatt seg av meg med stor omhu i begynnelsen av min sykdom. Men deres hele måte å være på var altfor meget av den gamle verden til riktig å falle i ungdommens smak. Deres tanker dvelte helst ved fortiden, og når de, som ofte kunne hende, fortalte meg historier om byen og dens forhold, minte det, både ved innhold og ved den naive oppfatningsmåten, om en svunnen tid. Med dette naive damers gammeldagse vesen stemte også huset de bodde i, godt overens. Det var en av disse gamle gårdene i Tollbodgaten, med dype vinduer, lange skumle ganger og trapper, mørke rom og lofter, hvor man uvilkårlig måtte tenke på nisser og spøkeri, nettopp en slik gård - kanskje det var den samme - som Mauritz Hansen har skildret i sin fortelling: "Den gamle med kysen". Mine vertinners omgangskrets var dessuten meget innskrenket; foruten en gift søster kom der aldri andre enn et par kjedelige madammer. Det eneste opplivende var en vakker søsterdatter, og noen muntre, livlige brorbarn, som jeg alltid måtte fortelle eventyr og nissehistorier.

Jeg prøvde å adsprede meg i min ensomhet og min mismodige stemning ved åse på alle de mange menneskene som ferdes opp og ned ad gaten i snefokk og vind, med rødblå neser og halvlukte øyne. Det begynte å more meg å iakkta livet og travelheten som hersket over i apoteket: døren sto ikke et øyeblikk, tjenestefolk og bønder strømmet inn og ut, og ga seg til åstudere signaturene når de kom ut på gaten igjen. Det så ut til at noen greide å tyde dem; men andre sto lenge og grundet og ristet betenkelig på hodet; oppgaven var nok for vanskelig for dem. Det skumret; jeg kunne ikke skjelne ansiktene lenger, men stirret over på den gamle bygningen. Således som apoteket da var, sto det med sine mørke rødbrune vegger, spisse gavler, og tårn med værhaner og blyvinduer, som et minne om bygningskunsten i fjerde Kristians tider. Bare svanen var da som nu meget adstadig, med gullring om halsen, ridestøvler på føttene, og vingene spent til flukt. Jeg var just i ferd med å fordype meg i betraktninger over fengslede fugler, da jeg ble avbrutt av støy og barnelatter i sideværelset og en svak, jomfrunalsk banking på døren.

På mitt "Kom inn" tren den eldste av mine vertinner, jomfru Mette, inn med et gammeldags kniks, spurte hvordan jeg hadde det, og ba meg under mange omsvøp ta til takke hos dem om aftenen. "De har ikke godt av å sitte så alene her i mørket, snille hr. løytnant," la hun til, "vil De ikke komme inn til oss med det samme? Gamle mor Skau og min brors småpiker er kommet; kanskje det vil adsprede Dem litt. De holder jo så meget av de glade barna."

Jeg fulgte den vennlige innbydelse. Et bål blusset i en stor firkantet kasse av en kakkelovn, kastet et rødt, ustadig lys ut i værelset gjennom den vidåpne ovnsdøren der jeg trådte inn. Rommet var meget dypt, og møblert i gammel stil, med høyryggete russlærstoler og en av disse kanapéene som er beregnet på fiskebensskjørter og storksnabelstilling. Veggene var prydet med oljemalerier, portretter av stive damer med pudrede koafyrer, av Oldenborgere og andre berømmelige personer i panser og plate eller røde kjoler.

"De må sannelig unnskylde, hr. løytnant, at vi ikke har tent lys ennu," sa jomfru Cecilie, den yngre søsteren, som i dagliglaget alminnelig kaltes Sillemor, og kom meg i møte med et kniks, make til søsterens; "men barna tumler seg så gjerne ved ilden i skumringen, og mor Skau hygger seg også ved en liten passiar i ovnskroken."

"Passiar meg hit, passiar meg dit, du koser deg selv ved en faddersladder i skreddertimen, Sillemor, og så skal vi ha skylden," svarte den gamle, trangbrystede dame som ble titulert mor Skau. "Nei se, god aften, far! Kom og sett Dem her og fortell meg hvorledes det er med Dem; De er min santen blitt dyktig avpillet," sa hun til meg og kneiste over sin egen svampete trivelighet.

Jeg måtte berette om min sykdom, og døyet til gjengjeld en meget lang og omstendelig fortelling om hennes gikt og astmatiske plager; til lykke ble den avbrutt ved at barna kom larmende inn fra kjøkkenet, hvor de hadde avlagt et besøk hos det gamle husinventar Stine.

"Faster, vet du hva Stine sier, du?" ropte en liten vever brunøyd tingest. "Hun sier at jeg skal være med på høyloftet i aften og gi nissen julegrøt. Men jeg vil ikke, jeg er redd for nissen!"

"Å, det sier Stine bare for å bli kvitt dere; hun tør ikke gå på høyloftet i mørke selv, tossa, for hun vet nok hun én gang er blitt skremt av nissen," sa jomfru Mette. "Men vil dere ikke hilse på løytnanten da, barn?"

"Å nei, er det deg, løytnant, jeg kjente deg ikke; så blek du er! det er så lenge siden jeg så deg," ropte barna i munnen på hverandre og flokket seg om meg. "Nå må du fortelle oss noe morsomt, det er så lenge siden du fortalte! Å fortell om Smørbukk, snille deg, fortell om Smørbukk og Gulltann!" Jeg måtte fortelle om Smørbukk og hunden Gulltann og enda gi til beste et par nissehistorier om Vaker-nissen og Bure-nissen som dro høy fra hverandre, og møttes med hver sin høybør på nakken, og sloss så de ble borte i en høysky. Jeg måtte fortelle om nissen på Hesselberg, som ertet gårdshunden til mannen kastet ham ut over låvebroen. Barna klappet i hendene og lo. "Det var til pass til 'n det, stygge nissen," sa de, og krevde mere.

"Nei, nu plager dere løytnanten for meget, barn," sa jomfru Cecilie; "nu forteller nok faster Mette en historie."

"Ja, fortell, faster Mette!" ropte de alle sammen.

"Jeg vet riktig ikke hva jeg skal fortelle," svarte faster Mette; "men siden vi er kommet på snakk om nissen, så skal jeg også fortelle litt om ham. Dere husker vel gamle Kari Gausdal, barn, som var her og bakte flatbrød og lefse, og som alltid hadde så mange eventyr å fortelle?" - "Å ja!" ropte barna. - "Nå, gamle Kari fortalte at hun tjente på Vaisenhuset her for mange år siden. Den gang var det enda mere ensomt og trist enn det nu er, på den kant av byen, og det er en mørk og skummel bygning, Vaisenhuset. Nå, da Kari var kommet dit, skulle hun være kokke, og hun var en meget flink og fiks pike. En natt skulle hun stå opp og brygge; så sa de andre tjenerne til henne: "Du må akte deg så du ikke står for tidlig opp; før klokken to må du ikke legge på ròsten."

"Hvorfor det?" spurte hun.

"Du vet da vel det at det er en nisse her, og du kan nok vite at han ikke vil uroes så tidlig, og før klokken to må du slett ikke ha på ròsten," sa de.

"Pytt, ikke verre," sa Kari, hun var meget frisk på leveren, som de sier, "jeg har ikke noe å skaffe med nissen, og kommer han til meg, så skal jeg nok, den og den ta meg, føyse 'n på dør."

De andre sa hun skulle akte seg, men hun ble ved sitt, og da klokken vel kunne være litt over ett, sto hun opp og la under bryggekjelen og hadde på ròsten. Men hvert øyeblikk sloknet det under kjelen, og det var liksom én kastet brannen ut over skorstenen, men hvem det var, kunne hun ikke se. Hun tok og samlet brannene den ene gangen efter den andre, men det gikk ikke bedre, og ròsten ville heller ikke gå. Til sist ble hun kjed av dette, tok en brann og løp med både høyt og lavt, og svingte den og ropte:

"Pakk deg dit du er kommet fra! Tror du du skal skremme meg, tar du feil."

"Tvi vøre det da!" svarte det fra en av de mørkeste krokene; "jeg har fått sju sjeler her i gården; jeg tenkte jeg skulle fått den åttende med."

Siden den tiden var det ingen som så eller hørte noe til nissen på Vaisenhuset, sa Kari Gausdal." -

"Jeg blir redd, nei du skal fortelle løytnant; når du forteller, så blir jeg aldri redd, for du forteller så morsomt," sa en av de små. En annen foreslo at jeg skulle fortelle om nissen som danset halling med jenten. Det var noe jeg meget nødig innlot meg på, for det hørte sang til. Men de ville på ingen måte la meg slippe, og jeg begynte allerede å kremte for åforberede min overmåte uharmoniske stemme til å synge hallingdansen som hørte til, da den vakre søsterdatteren trådte inn - til glede for barna og frelse for meg.

"Ja nu, barn, nu skal jeg fortelle, hvis dere kan få kusine Lise til åsynge hallingen for dere," sa jeg da hun tok plass; "og så danser dere selv, ikke sant?" Kusinen ble overhengt av de små, og lovet å utføre dansemusikken, og jeg fortalte:

"Det var ensteds, jeg tror nesten det var i Hallingdal, en jente som skulle gå med fløtegrøt til nissen; om det var en torsdagskveld eller en julekveld, det kan jeg ikke huske, men jeg tror visst det var en julekveld. Nu syntes hun det var så synd å gi nissen den gode maten, spiste så selv fløtegrøten, og drakk fettet på kjøpet, og gikk på låven med havremelsgrøt og sur melk i et grisetrau. "Der har du trauet ditt, styggen!" sa hun. Men hun hadde ikke sagt det, før nissen kom farende og tok henne og begynte en dans med henne; det holdt han på med til hun lå og gispet, og da det kom folk på låven om morgenen, var hun mere død enn levende. Men så lenge som han danset, sang han" - her overtok jomfru Lise nissens parti og sang i hallingtakt:

"Å du har iti opp grauten for Tomten du, å du skal få danse med Tomten du!"

"Å har du iti opp grauten for Tomten du, så skal du få danse med Tomten du!"

Jeg hjalp til med å trampe takten med begge føttene, mens barna støyet og jublende tumlet seg mellom hverandre på gulvet.

"Jeg tror dere setter stuen på taket med det samme, barn. Dere støyer, så det verker i hodet på meg," sa gamle mor Skau. "Vær nu rolige litt, så skal jeg fortelle dere noen historier."

Det ble stille i stuen, og madamen tok til orde.

"Folk de forteller nå så meget om nisser og hulder og slikt, men jeg tror ikke stort av det. Jeg har hverken sett den ene eller den andre av dem - jeg har nå ikke vært vidt i mitt liv heller -, og jeg tror det er snakk; men gamle Stine ute, hun har sett nissen, sier hun. Da jeg gikk for presten, tjente hun hos mine foreldre, og til dem kom hun fra en gammel skipper, som hadde holdt opp å fare. Der var det så stilt og rolig. Aldri kom de til noen, og ikke kom det noen til dem, og skipperen var aldri lenger enn nede på bryggen; jeg minnes godt han gikk dit i tøfler og hvit nattlue, med lang pipe, og en sid, perlegrå frakk med stålknapper. Alltid gikk de tidlig til sengs, og det var en nisse der, sa de. "Men så var det en gang," sa Stine, "som kokka og jeg, vi satt oppe en aften i pikekammerset og skulle stelle og sy for oss selv, og det led til sengetid, for vekteren hadde alt ropt ti. Det ville ikke gå med syingen og stoppingen, for hvert øyeblikk kom Jon Blund; rett som det var, så nikket jeg, og rett som det var, så nikket hun, for vi hadde vært tidlig oppe og vasket om morgenen. Men som vi satt slik, så hørte vi et forferdelig rabalder ute i kjøkkenet," sa hun, "det var liksom én slo alle tallerkenene sammen og kastet dem på gulvet. Vi fór opp," sa hun, "og jeg skrek: "Gud trøste oss, det er nissen!" og jeg var så redd at jeg ikke torde sette en fot i kjøkkenet. Kokka var nok fælen, hun også; men hun skjøt hjertet opp i livet, og da hun kom ut i kjøkkenet, lå alle tallerkenene på gulvet, men ikke én av dem var itu, og nissen sto i døren med rød lue på og lo så inderlig godt. Men nu hadde hun hørt at nissen iblant skulle la seg narre til å flytte, når en ba ham om det og sa det var roligere for ham på et annet sted, og så hadde hun lenge spekulert på å gjøre ham et puss, sa hun, "og så sa hun til ham det - hun skalv litt i målet - at han skulle flytte over til kobberslagerens tvers over gaten; der var det mere stilt og rolig, for der gikk de til sengs klokken ni hver aften. Det var sant nok også," sa hun til meg; "men du vet nok det," sa hun, "at mesteren var oppe og i arbeid med alle, både svenner og drenger, og hamret og støyet fra klokken tre om morgenen hele dagen. Siden den dag," sa hun, "så vi ikke mere til nissen over hos skipperen. Men hos kobbersmeden likte han seg nok godt, enda de hamret og banket hele dagen, for folk sa at konen der satte grøt på loftet til ham hver torsdagskveld, og da kan en ikke undres på at de ble rike heller, for nissen gikk vel og dro til dem," sa Stine; og det er sant, de tok seg opp og ble rike folk; men om det var nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne si," la mor Skau til, hun hostet og rømmet seg - det var en usedvanlig lang fortelling for henne.

Da hun hadde tatt seg en pris tobakk, kviknet hun, og begynte på en frisk:

"Min mor, det var en sanndru kone; hun fortalte en historie som har hendt her i byen, og det en julenatt, og den vet jeg er sann, for det kom aldri et usant ord i hennes munn."

"La oss få høre den, madam Skau," sa jeg. "Fortell, fortell, mor Skau!" ropte barna.

Madammen hostet litt, og tok seg en ny pris: "Da min mor ennu var pike, kom hun stundom til en enke som hun kjente, som henne - ja hva var det nå hun hette da? Madam - nei, jeg kan ikke komme på det, men det kan være det samme også, hun bodde oppe i Møllergaten og var en kone noe over sin beste alder. Så var det en juleaften, liksom nu; så tenkte hun ved seg selv at hun skulle gå i fropreken julemorgenen, for hun var flittig til å gå i kirken, og så satte hun ut kaffe, for at hun kunne få seg litt varmt drikke, så hun ikke skulle være fastende. Da hun våknet, skinte månen inn på gulvet, men da hun sto opp og skulle se på klokken, hadde den stanset og viserne sto på halv tolv. Hun visste ikke hva tid det var på natten, men så gikk hun bort til vinduet og så over til kirken. Det lyste ut gjennom alle kirkevinduene. Så vekket hun piken og lot henne koke kaffe, mens hun kledde på seg, og tok så salmeboken og gikk i kirken. Det var så stilt på gaten, og hun så ikke et menneske på veien. Da hun kom i kirken, satte hun seg i stolen hun pleide å sitte; men da hun så seg om, syntes hun folkene så så bleke og underlige ut, akkurat som de kunne være døde alle sammen. Der var ingen hun kjente, men det var mange som hun syntes hun skulle ha sett før, men hun kunne ikke minnes hvor hun hadde sett dem. Da presten kom på prekestolen, var det ikke noen av byens prester, det var en høy, blek mann, og ham syntes hun også hun skulle kjenne. Han preket nokså vakkert, og det var ikke slik støy og hosting og harking som det pleier å være ved fropreken om julemorgenen - det var så stilt at hun ble rent fælen. Da de begynte å synge igjen, bøyde en kone som satt ved siden av henne, seg bort og hvisket i øret på henne: "Kast kåpen løst om deg og gå; for bier du til det er forbi her, så gjør de ende på deg. Det er de døde som holder gudstjeneste."

"Huff, jeg blir redd, jeg blir redd, mor Skau," sutret en av de små, og krøp opp på en stol.

"Hysj, hysj, barn, hun slipper godt fra det; nu skal du bare høre," sa mor Skau. "Men enken ble også redd, for da hun hørte stemmen og så på konen, kjente hun henne; det var nabokonen hennes, som var død for mange år siden, og da hun nu så seg om i kirken, husket hun godt at hun hadde sett både presten og mange av menigheten og at de var døde for lange tider siden. Det isnet i henne, så redd ble hun. Hun kastet kåpen løst om seg, som konen hadde sagt, og gikk sin vei; men da syntes hun de vendte seg og grep efter henne alle sammen, og benene skalv under henne, så hun nær hadde segnet ned på kirkegulvet. Da hun kom ut på kirketrappen, kjente hun de tok henne i kåpen; hun slapp taket og lot dem ha den, og skyndte seg hjem så fort hun kunne. Da hun var ved stuedøren sin, slo klokken ett, og da hun kom inn, var hun nesten halvdød, så angst var hun. Om morgenen da folk kom til kirken, lå kåpen på trappen, men den var revet i tusen stykker. Min mor, hun hadde sett den mange ganger før, det var en kort lyserød stoffes kåpe med hareskinns fôr og kanter, slik en som var i bruk i min barndom enda. Nu er det rart å se en sånn en, men det er noen gamle koner her i byen og på stiftelsen i Gamlebyen som jeg ser i kirken med slike kåper i julehelgen."

Barna, som under den første del av fortellingen hadde vist sin engstelse, erklærte at de ikke ville høre flere slike fæle historier. De hadde krøpet opp i kanapéen og på stolene, og sa at de syntes det satt noen og tok efter dem under bordet. I det samme kom det inn lys i gamle armstaker, og vi oppdaget med latter at de satt med benene på bordet. Lysene og julekaken, syltetøyet, bakkels og mjød jaget snart spøkelseshistorier og frykt på dør, opplivet sinnene og førte samtalen over på de levende og på dagens emner. Til sist kom risengrøten og ribbesteken og ga tankene en retning mot det solide, og vi skiltes tidlig fra hverandre, med ønsket om en gledelig jul.

Men jeg hadde en meget urolig natt. Jeg vet ikke om det var fortellingene, kosten, min svakhet, eller alt sammen, som voldte det; jeg lå og kastet meg hit og dit, og var midt inne i nisse-, huldre- og spøkelseshistorier hele natten.

Til sist fór jeg til kirke med dombjeller gjennom luften. Kirken var opplyst, og da jeg kom inn, var det kirken hjemme i dalen. Det var ikke andre å se der enn døler med røde luer, soldater i full puss, og bondejenter med skaut og røde kinner. Presten sto på prekestolen; det var min bestefar, som var død da jeg var liten gutt. Men som han var best inne i sin preken, gjorde han et rundkast midt ned i kirken - han var kjent som en rask kar -, så samarien fór på én kant og kraven på en annen. "Der ligger presten, og her er jeg," sa han med et munnhell han hadde, "og la oss nu få en springdans."

Øyeblikkelig tumlet hele menigheten seg i den villeste dans, og en stor, lang døl kom bort og tok meg i skulderen og sa: "Du lyt væra med, kar!"

Jeg visste ikke hva jeg skulle tro, da jeg i det samme våknet og kjente taket i skulderen, og så den samme jeg hadde sett i drømme, lute seg over sengen min med døleluen nedover ørene, en finnmut på armen, og et par store øyne naglet i meg.

"Du drømmer visst, kar," sa han; "svetten står på panna di, og du sover tyngre enn en bjønn i hi. Guds fred og gledelig jul! sier jeg fra far din og dem i dalen. Her er brev fra skriveren og finnmut til deg, og Storborken står i gården."

"Men i Guds navn, er det du, Tor?" Det var min fars husbondskar, en prektig døl. "Hvorledes i all verden er du kommet hit nu?" ropte jeg glad.

"Jo, det skal jeg si deg," svarte Tor; jeg kom med Borken, men ellers så var jeg med skriveren ute på Nes, og så sa han: Tor, sa han, nå er det ikke langt til byen, du får ta Borken og reise inn og se til løtnan, og er han frisk og han kan væra med, så skal du ta han med, sa han."

Da vi fór fra byen, var det klart igjen, og vi hadde det fineste føre. Borken langet ut med sine gamle raske ben, og en slik jul som jeg turte den gangen, har jeg aldri turt hverken før eller siden.

Tekst fra 1896

Vinden peb i de gamle Lønner og Linde lige over for mine Vinduer; Sneen føg ned igjennem Gaden, og Himlen var saa mørkladen som en Decemberhimmel kan være her i Christiania. Mit Humør var lige saa mørkt. Det var Juleaften, den første jeg ikke skulde tilbringe ved den hjemlige Arne. For nogen Tid siden var jeg bleven Officer og havde haabet at glæde mine gamle Forældre ved min Nærværelse, havde haabet at vise mig for Hjembygdens Damer i Glans og Herlighed. Men en Nervefeber bragte mig paa Hospitalet, hvorfra jeg først var kommet ud for en Uges Tid siden, og jeg befandt mig nu i den saa meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg havde skrevet hjem efter Storeborken og min Faders Finmut, men Brevet kunde neppe naa frem til Dalen før anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten ventes hertil. Mine Kammerater vare reiste fra Byen, og jeg havde ikke en Familie, jeg kunde hygge mig ved. De to gamle Jomfruer, som jeg logerede hos, vare vistnok godslige og snille Mennesker, og de havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers hele Maade at være paa var alt for meget af den gamle Verden til rigtig at falde i Ungdommens Smag. Deres Tanker dvælede helst ved Fortiden, og naar de, som ofte kunde hænde, fortalte mig Historier om Byen og dens Forhold, mindede det saavel ved sit Indhold som ved den naive Opfatningsmaade om en forsvunden Tid. Med dette mine Damers gammeldagse Væsen stod ogsaa det Hus, som de beboede, i god Overensstemmelse. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort netop en saadan Gaard, maaske det endog var den samme, som Mauritz Hansen har skildret i sin Fortælling: »Den Gamle med Kysen«. Hertil kom, at deres Bekjendtskabskreds var meget indskrænket; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madamer. Det eneste Oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.

Jeg søgte at adsprede mig i min Ensomhed og min mismodige Stemning ved at se paa alle de mange Mennesker, som færdedes op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaa Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage det Liv og den Travlhed, som herskede over i Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud og gav sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa Gaden igjen. Tydningen syntes at lykkes for Nogle; men undertiden tilkjendegav langvarig Grunden og en betænkelig Rysten paa Hovedet, at Opgaven var for svær. Det skumrede; jeg kunde ikke skjelne Ansigterne længer, men stirrede over paa den gamle Bygning. Saaledes som Apotheket da var, stod
det med sine merke rødbrune Vægge spidse Gavle og Taarne med Veirhaner og Blyvinduer som et Minde af Bygningskunsten i Fjerde Christians Tider. Kun Svanen var da som nu meget adstadig, med Guldring om Halsen, Ridestøvler paa Fødderne og Vingerne udspændte til Flugt. Jeg var just i Færd med at fordybe mig i Betragtninger over fængslede Fugle, da jeg blev afbrudt af Støi og Barnelatter i Sideværelset og en svag, jomfrunalsk Banken paa Døren.

Paa mit »Kom ind«, tren den ældste af mine Vertinder, Jomfru Mette, ind med et gammeldags Knix, spurgte til mit Befindende, og bad mig under mange Omsvøb at tage til Takke hos dem om Aftenen. »De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,« tilføiede hun, »vil De ikke komme ind til os med det samme. Gamle Mor Skau og min Broders Smaapiger ere komne; det vil maaske adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?«

Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor firkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den Vidtaabnede Ovnsdør et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, som var meget dybt, og møbleret i gammel Stil med høiryggede Ryslæders-Stole og en af disse Kanapeer, beregnede paa Fiskebensskjørter og Storksnabelstilling. Væggene vare prydede med Oliemalerier, Portræter af stive Damer med puddrede Koiffurer, af Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Panser og Plade eller røde Kjoler.

»De maa sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,« sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, som i Dagliglaget almindelig kaldtes Sillemor, og kom mig i Møde med et Knix, Mage til Søsterens; »men Børnene tumle sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Mor Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.«

»Passiar mig hid, Passiar mig did, Du koser Dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen, Sillemor, og saa skal vi have Skylden,« svarede den gamle, trangbrystede Dame, der tituleredes Mor Skau.

»Nu se, god Aften, Far, kom og sæt Dem her og fortæl mig hvorledes det er med Dem; De er min Sandten bleven dygtig afpillet,« sagde hun til mig og kneisede over sin egen svampede Trivelighed.

Jeg maatte berette mine Fata og døiede til Gjengjæld en meget lang og omstændelig Fortælling om hendes Gigt og asthmatiske Plager, som til al Lykke blev afbrudt ved Børnenes larmende Ankomst fra Kjøkkenet, hvor de havde aflagt et Besøg hos det gamle Husinventarium Stine.

»Faster, ved Du hvad Stine siger, Du?« raabte en liden væver, bruneiet Tingest. »Hun siger, at jeg skal være med paa Høloftet i Aften og give Nissen Julegrød. Men jeg vil ikke, jeg er ræd for Nissen!«

»Aa, det siger Stine bare for at, blive Jer kvit; hun tør ikke gaa paa Høloftet i Mørket selv, den Tosse, for hun ved nok, hun en Gang er bleven skræmt af Nissen«, sagde Jomfru Mette. »Men vil I ikke hilse paa Løitnanten da, Børn?»

»Aa nei, er det Dig, Løitnant, jeg kjendte Dig ikke, hvor bleg Du er, det er saa længe siden jeg Saa Dig«, raabte Børnene i Munden paa hverandre og flokkede sig om mig. »Nu maa Du fortælle os noget Morsomt, det er saa længe siden Du fortalte, aa fortæl om Smørbuk, snille Dig, fortæl om Smørbuk og Guldtand!« Jeg maatte fortælle om Smørbuk og Hunden Guldtand og endda give til Bedste et Par Nissehistorier om Vagernissen og Burrenissen, som drog Hø fra hverandre, og mødtes med hver sin Hobørd paa Nakken og sloges, saa de blev borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardshunden, til Manden kastede ham ud over Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. »Det var tilpas til ham det, stygge Nissen«, sagde de, og fordrede mere.

»Nei, nu plager I Løitnanten for meget, Børn,« sagde Jomfru Cecilie; »nu fortæller nok Faster Mette en Historie.«

»Ja, fortæl, Faster Mette!« var det almindelige Raab.

»Jeg ved ret ikke hvad jeg skal fortælle,« svarede Faster Mette; »men siden vi er komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle Lidt om ham. I husker vel gamle Kari Gusdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle?« — »Aa ja,« raabte Børnene. — »Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Vaisenhuset her for mange Aar siden. Den Gang var det endda mere ensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning det Vaisenhus. Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staa op og brygge, saa sagde de andre Tjenerne til hende: »Du maa agte Dig, at Du ikke staar for tidlig op; før Klokken To maa Du ikke lægge paa Rosten.« — »Hvorfor det?« spurgte hun.

»Du ved da vel det, at der er en Nisse her, og Du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken To maa Du slet ikke have paa Rosten,« sagde de.

»Pyt, ikke værre,« sagde Kari, hun var meget frisk paa Leveren, som de siger, »jeg har ikke noget at skaffe med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg, den og den tage mig, nok føise ham paa Døren.«

De Andre formanede hende, men hun blev ved Sit, og da Klokken vel kunde være lidt over Et, stod hun op og lagde under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik slukkedes Ilden under Kjedlen, og det var ligesom En kastede Brandene ud over Skorstenen, men hvem det var, kunde hun ikke se. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter den anden, men det gik ikke bedre, og Resten vilde heller ikke gaa. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med baade høit og lavt, svingede den og raabte:

»Pak Dig did Du er kommen fra. Tror Du, Du skal skræmme mig, tar Du feil!«

»Tvi vorde Dig da!« svarede det fra en af de mørkeste Kroge; »jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte jeg skulde have faaet den ottende med.« Siden den Tid var der Ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Vaisenhuset, sagde Kari Gusdal.« —

»Jeg blir ræd, nei Du skal fortælle, Løitnant; naar Du fortæller, saa blir jeg aldrig ræd, for Du fortæller saa morsomt,« sagde en af de Smaa. En anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dansede Halling med Jenten. Det var Noget, jeg meget nødigt indlod mig paa, da der hørte Sang til. Men de vilde paa ingen Maade lade mig slippe, og jeg begyndte allerede at rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at synge Hallingdansen, som hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter til Børnenes Glæde og min Frelse traadte ind.

»Ja nu Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kan faa Kusine Lise til at synge Hallingen for Jer,« sagde jeg, idet hun tog Plads; »og saa danser I selv, ikke sandt?« Kusinen bestormedes af de Smaa, lovede at udføre Dansemusikken og jeg begyndte min Fortælling.

»Der var ensteds, jeg tror næsten det var i Hallingdal, en Jente, som skulde gaa med Flødegrød til Nissen; om det var en Torsdagskveld eller en Julekveld, det kan jeg ikke huske, men jeg tror vist, det var en Julekveld. Nu syntes hun det var Synd at give Nissen den gode Mad, spiste saa selv Flødegrøden, drak Fedtet paa Kjøbet og gik paa Laaven med Havremelsgrød og sur Mælk i et Grisetraug. »Der har Du Trauget dit, Styggen!« sagde hun. Men hun havde ikke sagt det, før Nissen kom farende og tog hende og begyndte en Dans med hende; det holdt han paa med, til hun laa og gispede, og da der kom Folk paa Laaven om Morgenen, var hun mere død end levende. Men saalænge som han dansede, sang han« — her overtog Jomfru Lise Nissens Parti og sang i Hallingtakt:

»Aa Du har iti op Grauten for Tomten Du,
Aa Du skal faa danse med Tomten Du!

Aa har Du iti op Grauten for Tomten Du,
Saa skal Du faa danse med Tomten Du!«

Under dette hjalp jeg til ved at trampe Takten med begge Fødder, medens Børnene støiende og jublende tumlede sig mellem hverandre paa Gulvet.

»Jeg tror I sætter Stuen paa Taget med det Samme, Børn; I støier, saa det Værker i mit Hoved,« sagde gamle Mor Skau. »Vær nu rolige lidt, saa skal jeg fortælle Jer nogle Historier.« Det blev stille i Stuen og Madamen tog til Orde:

»Folk de fortæller nu saa meget om Nisser og Huldrer og Sligt, men jeg tror ikke Stort af det. Jeg har hverken seet den Ene eller den Anden — jeg har nu ikke været vidt i mit Liv heller — og jeg tror det er Snak; men gamle Stine ude, hun siger hun har seet Nissen. Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en Skipper, som havde holdt op at fare. Der var der saa stilt og roligt; de kom aldrig til Nogen, og ikke kom der Nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig til Sengs, og der var en Nisse der, sagde de. Men saa var det en Gang, sagde Stine, som Kokken og jeg vi sad oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle og sy for os selv, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt Ti. Det vilde ikke gaa med Syningen og Stoppingen, for hvert Øieblik kom Jon Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidlig oppe og vasket om Morgenen. Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet, sagde hun, og jeg skreg: »Gud trøste og hjælpe os, det er Nissen,« og jeg var saa ræd, at jeg ikke torde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laa alle Tallerkenerne paa Gulvet, men ikke een af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Lue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar En bad ham om det og sagde, det var roligere for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds, sagde hun, og saa sagde hun til ham det, — hun skalv lidt i Maalet — at han skulde flytte over til Kobberslagerens tvers over Gaden, der var det mere stilt og roligt, for der gik de til Sengs Klokken Ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa, sagde hun til mig, men Du ved nok det, sagde hun, at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken Tre om Morgenen hele Dagen Siden den Dag, sagde hun, saae vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren likte han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Torsdagsaften, og da kan En ikke undres over, at de blev rige heller, for Nissen gik vel og drog til dem, sagde Stine, og det er sandt, de tog sig op og blev rige Folk, men om det var Nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,« tilføiede Mor Skau, og hostede og rømmede sig efter Anstrængelsen med denne for hende usædvanlig lange Fortælling.

Da hun havde taget sig en Pris Tobak, kviknede hun og begyndte paa en Frisk:

»Min Mor det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som har hændt her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den ved jeg er sand, for der kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.«

»Lad os dog faa høre den, Madam Skau,« sagde jeg. »Fortæl, fortæl, Mor Skau,« raabte Børnene.

Madamen hostede lidt, tog sig atter en Pris og begyndte: »Da min Mor endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hedte — ja hvad var det nu hun hedte da? Madam — jo, Madam Evensen var det, og hun var en Kone noget over sin bedste Alder, men enten hun boede oppe i Møllergaden eller inde i Krogen ved Lille Kirkebakken, det skal jeg ikke sige for vist. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaa i Fropræken Julemorgen, for hun var flittig til at gaa i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, forat hun kunde faa sig lidt varmt Drikke, saa hun ikke skulde være fastende. Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet, men da hun stod op og skulde se paa Klokken, havde den stanset, og Viseren stod paa halv Tolv. Hun vidste ikke, hvad Tid det var paa Natten, men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koge Kaffe, mens hun klædte paa sig, og tog Salmebogen og gik i Kirken. Det var saa stilt paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien. Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun, Folkene saae saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde allesammen. Der var Ingen hun kjendte, men der var Mange hun syntes, hun skulde have seet før, men hun kunde ikke mindes, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosting og Harking, som det pleier være ved Fropræken om Julemorgenen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.

Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: »Kast Kaaben løst om Dig og gaa, for bier Du til det er forbi her, saa gjør de Ende paa Dig. Det er de Døde, som holde Gudstjeneste.«

»Uf, jeg blir ræd, jeg blir ræd, Mor Skau,« suttrede en af de Smaa, og krøb op paa en Stol.

»Hys, hys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal Du bare høre,« sagde Mor Skau. »Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, huskede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og Mange af Menigheden, og at de vare døde for lange Tider siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig, som Konen havde sagt, og gik sin Vei; men da syntes hun de vendte sig og greb efter hende Allesammen, og Benene skalv under hende, saa hun nær havde segnet ned paa Kirkegulvet. Da hun kom ud paa Kirketrappen, kjendte hun de tog hende i Kaaben; hun slap Taget og lod dem beholde den, og skyndte sig hjem saa fort hun kunde. Da hun var ved Stuedøren sin, slog Klokken Et, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød, saa angest var hun. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i tusend Stykker. Min Moder hun havde seet den mange Gange før, og jeg tror, hun havde seet et af Stykkerne ogsaa; men det er nu det samme, det var en kort lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds Fo’r og Kanter, slig en som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at se en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg ser i Kirken med slige Kaaber i Julehelgen.«

Børnene, som under den sidste Del af Fortællingen havde yttret megen Frygt og Ængstelse, erklærede, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De havde krøbet op i Kanapeen og paa Stolene, og sagde, at de syntes der sad Nogen og tog efter dem under Bordet. I det samme kom der ind Lys i gamle Armstager, og man opdagede med Latter, at de sad med Benene paa Bordet. Lysene og Julekagen, Syltetøi, Bakkelse og Vin forjagede snart Spøgelseshistorier og Frygt, oplivede Gemytterne og førte Samtalen over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gav Risengrøden og Ribbenstegen Tankerne en Retning mod det Solide, og man skiltes tidlig fra hverandre med Ønsker om en glædelig Jul. Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg ved ikke, om det var Fortællingerne, den nydte Kost, min Svaghedstilstand, eller alt dette tilsammen, som voldte det; jeg laa og kastede mig hid og did og var midt inde i Nisse-, Huldre- og Spøgelseshistorier den hele Nat. Tilsidst foer jeg til Kirken med Dombjælder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Der var ikke Andre at se der end Døler med røde Luer, Soldater i fuld Puds og Bondejenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, som var død, da jeg var en liden Gut. Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han et Rundkast — han var bekjendt som en rask Fyr — midt ned i Kirken, saa at Samarien foer paa en Kant og Kraven paa en anden. »Der ligger Præsten, og her er jeg,« sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, »og lad os nu faa en Springdans.«

Øieblikkelig tumlede hele Menigheden sig i den vildeste Dans, og en stor lang Døl kom hen og tog mig i Skulderen og sagde: »Du lyt være med, Kar.«

Jeg vidste ikke hvad jeg skulde tro, da jeg i det samme vaagnede og følte Taget i min Skulder, og saa den samme jeg havde seet i Drømme, lude sig over min Seng med Døleluen ned over Ørene, en Finmut paa Armen, og et Par store Øine stilt heftede paa mig.

»Du drømmer vist, Kar,« sagde han, »Sveden staar paa Panden Din, og Du sover tungere end en Bjørn i Hi. Guds Fred og glædelig Jul siger jeg fra Far Din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren og Finmut til Dig, og Storeborken staar i Gaarden.«

»Men i Guds Navn, er det Dig, Thor?« Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl. »Hvorledes i al Verden er Du kommen hid nu?« raabte jeg glad.

»Jo, det skal jeg sige Dig,« svarede Thor; »jeg kom med Borken, men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Næs, og saa sagde han: Thor, sagde han, nu er det ikke langt til Byen, Du faar tage Borken og reise ind og Se til Løtnan, og er han rask og han kan være med, saa skal Du tage ham med, sagde han.«

Da vi fore fra Byen, var det klart igjen, og vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle raske Ben, og en saadan Jul, som jeg turede den Gang, har jeg aldrig turet hverken før eller siden.