Det gamle eiketreets siste drøm

«Det gamle Egetræes sidste Drøm» er en dansk julehistorie fra 1858 av H.C. Andersen. Første gang publisert i «Nye Eventyr og Historier. Første Række. Første Samling.». Historien beskriver blant annet død.

Nedenfor er en oversettelse til norsk og den originale utgaven på dansk.

Oversettelse til norsk av godjul.no

Det stod i skogen, høyt i skråningen, ved den åpne stranden, et så veldig gammelt eiketre, det var nøyaktig tre hundre og seksti-fem år, men den lange tiden var for treet ikke mer enn like mange dager for oss mennesker; vi våkner om dagen, sover om natten og drømmer da; men for treet er det annerledes, treet er våkent i de tre årstidene, bare om vinteren har det søvnen sin, vinteren er dets sovetid, det er dets natt etter den lange dagen som kalles vår, sommer og høst.

Mang en varm sommerdag hadde døgnfluen danset rundt kronen, levd, svevet og følt seg lykkelig, og så, et øyeblikk i stille lykke, hvilte den lille skapningen på et av de store friske eikebladene, da treet alltid sa: "Stakkars liten! bare en enkelt dag er hele livet ditt! så kort! det er så trist!"

"Lei seg?" svarte alltid dagfluen, "hva mener du med det? Alt er så uforlignelig lyst, så varmt og deilig, og jeg er så glad!"

"Men bare en dag, og så er det over!"

"Forbi!" sa døgnfluen. «Hva er over! er du også over?"

"Nei, jeg lever kanskje tusenvis av dine dager, og min dag er alle årstider! Det er noe så langt, at du kan ikke engang kan beregne det!»

«Nei, for jeg forstår deg ikke! Du har tusenvis av dagene mine, men jeg har tusenvis av øyeblikk å være glad og lykkelig i! Stopper alt det gode i denne verden når du dør?»

"Nei," sa treet, "det vil vare lenger, uendelig mye lenger, enn det jeg kan tenke meg!"

"Men da har vi samme lodd, bare at vi teller forskjellig!"

Og døgnfluen danset og svaiet i luften, gledet seg over sine fine, kunstferdige vinger, deres flor og følelse, gledet seg over den varme luften, som var så krydret med duften av kløvermarken og av gjerdets ville roser, kristtorn og kaprifol, for ikke å snakke om myske, primula og vill grønnmnyte; det var en duft så sterk at døgnflua trodde den var litt beruset. Dagen var lang og deilig, full av glede og søt følelse, og når solen gikk ned, følte den lille flua seg alltid så behagelig sliten av all den gleden. Vingen ville ikke bære den lenger og ganske forsiktig gled den ned på det myke, svaiende gresset, nikket med hodet mens den kan nikke, og sovnet så lykkelig, det var døden.

"Stakkars lille døgnflue!" sa eiketreet, "det var et for kort liv!"

Og hver sommerdag ble den samme dansen, samme tale, svar og dyp søvn gjentatt; det ble gjentatt i hele generasjoner med døgnfluer, og alle var like glade, like glade. Eika sto våken sin vårmorgen, sommermiddag og høstkveld, nå var det nesten leggetid, dens natt, vinteren skulle komme.

Stormene sang allerede: «God natt, god natt! der falt er blad, der falt et blad! vi plukker, vi plukker! sørg for at du får sove! vi synger deg i søvn, vi rister deg i søvn, men ikke sant, det gjør godt i de gamle grenene! de knaker av det av ren nytelse! sov søtt, sov søtt! det er din tre hundre og trettifemte natt, egentlig er du bare ett år gammel! søte drømmer! Skyen drysser snø, det blir et helt lag, et varmt teppe rundt føttene! sov søtt og drøm godt!"

Og eiken stod strippet for alle bladene for å gå til hvile hele den lange vinteren og i den for å drømme mange drømmer, alltid noe opplevd, akkurat som i menneskenes drømmer.

Den hadde også en gang vært liten, ja, en eikenøtt hadde vært dens vugge; etter menneskenes regning levde den nå i et fjerde århundre; det var det største og beste treet i skogen, med kronen ruvet det høyt over alle de andre trærne og var sett langt ut fra sjøen, det var et skipsmerke; den tenkte overhodet ikke på hvor mange øyne som så etter det. Høyt oppe på sin grønne krone bygde skogduene, og gjøken kikket der, og om høsten, når løvet så ut som hamrede kobberplater, kom trekkfuglene og hvilte der før de fløy over sjøen; men nå var det vinter, treet var bladløst, man kunne virkelig se hvor skjeve og skjeve grenene strakte seg; Kråker og kaier kom og satt der vekselvis og snakket om de tunge tidene som hadde begynt og hvor vanskelig det var å få mat om vinteren.

Det var nettopp blitt den hellige juletid da treet drømte sin deiligste drøm; den skal vi høre.

Treet hadde en tydelig følelse av at det var en høytid, det så ut til å høre alle kirkeklokkene ringe, og i tillegg var det som en deilig sommerdag, mildt og varmt; det spredte ut sin mektige krone så frisk og grønn, solstrålene lekte mellom blader og greiner, luften var fylt med duften av urter og busker; spraglete sommerfugler spilte «Sisten» og døgnfluene danset, som om alt bare var der for at de skulle danse og kose seg. Alt som treet hadde opplevd og sett rundt seg gjennom årene, gikk forbi, som i en hel festlig prosesjon. Den så fra gammelt av riddere og damer til hest, med fjær i hatten og med falker i hendene, ridende gjennom skogen; Jakthornet lød og hundene bjeffet; den så fiendtlige soldater med blanke våpen og brokete klær, med spyd og hellebarder, som slo opp telt og tok dem ned igjen; Ilden blusset og det ble sang og soving under treets utstrakte greiner; Jeg så elskere i stille lykke møtes her i måneskinnet og riste navnene deres, den første bokstaven, inn i den grågrønne barken. Cister og vindharpe var en gang, ja det var år som lå mellom dem, hengt opp i eikegrenene av reisende, blide svenner, nå hang de der igjen, nå lød de så deilig der igjen. Skogduene kurret som om de ville fortelle hva treet følte av det, og gjøken så for å se hvor mange sommerdager den ville leve.

Da var det som om en ny livsstrøm sildret rett ned i de minste røttene og opp i de høyeste greinene, rett ut i bladene; Treet kjente at det ble strukket av det, ja det kjente med røttene hvordan det også var liv og varme nede i jorden; det begynte å øke i styrke, det vokste høyere og høyere; Stammen skjøt opp, det var ingen stillhet, den vokste mer og mer, kronen ble fyldigere, spredte seg, løftet seg, - og etter hvert som treet vokste, så vokste dets velvære, dets salige lengsel etter å alltid nå høyere, rett opp til den lyse, varme sol.

Det hadde allerede vokst høyt over skyene, det som mørke flokker av trekkfugler, eller store hvite flokker av svaner, drev under det.

Og hvert av bladene på treet kunne, så hadde det øyne å se med; Stjernene ble synlige ved daggry, så store og klare; hver av dem glimtet som et par øyne, så milde, så klare; de minnet om kjente, kjærlige øyne, barneøyne, elskeres øyne, når de møttes under treet.

Det var et øyeblikk for livet, så gledelig! og likevel, i all den gleden, kjente den en lengsel og et ønske om at alle de andre trærne i skogen der nede, alle busker, urter og blomster skulle kunne reise seg med det, kjenne og fornemme denne prakten og gleden. Det mektige eiketreet, i all sin drøm om herlighet, var ikke fullt ut lykkelig uten å ha dem alle med seg, små og store, og denne følelsen skalv gjennom greiner og blader, like inderlig, så sterk som i et menneskebryst.

Kronen på treet beveget seg som om den søkte og savnet, så tilbake. Da kjente den duften av myske og snart den enda sterkere duften av kaprifol og fiol, den trodde den kunne høre gjøken svare.

Ja, gjennom skyene tittet frem skogens grønne topper, det så under seg at de andre trærne vokste og løftet seg som det; Busker og urter skjøt høyt i været; noen river seg løs med roten og flyr raskere. Bjørka var snarest; som et hvitt lyn knitret dens slanke stamme oppover, grenene bølget som grønn flor; hele skognaturen, til og med det brunspraglete sivet, vokste med, og fuglene fulgte med og sang, og på stien, som flagret og fløy løst som et langt, grønt silkebånd, satt gresshoppen og lekte med vingen på dens bein; oldenborrerne brummet og biene surret, hver fugl sang med nebbet, Alt var sang og glede rett inn i himmelen.

"Men den lille blå blomsten ved vannet, må også med!" sa eiketreet; «og den røde klokkeblomsten! og den lille kamomille!» – ja egen ville ha dem alle sammen!

"Vi er med! Vi er med!" sang og klang det.

"Men de vakre myske fra i fjor sommer - og året før var det en blomst av liljekonvaller -! og det ville epletreet, så nydelig det sto - og all den skogprakten i årevis, i mange år -! hadde den levd og eksistert nå, hadde den også fått være med?»

"Vi er med! Vi er med!" sang og klang det enda høyere, det virket som om de hadde flydd foran.

"Nei, det er for utrolig deilig!" jublet den gamle Eeg. "Jeg har dem alle! Liten og stor! Ikke en er glemt! Hvordan er all den gleden mulig og tenkelig!»

"I Guds himmel er det mulig og tenkelig!" lød det.

Og treet, som alltid vokste, merket at røttene var løsnet fra jorden.

"Dette er nå det aller beste!" sa treet, "ingen kan holde meg nå!" Jeg kan fly opp til det høyeste i lys og herlighet! og jeg har alle mine kjære med meg! Liten og stor! Alle er med!»

"Alle!"

Det var eiketreets drøm, og mens det drømte var det en voldsom storm over hav og land på den hellige julenatt; Innsjøen rullet tunge bølger mot fjæra, treet knirket, sprakk og rykket opp, akkurat som det drømte at røttene løsnet. Det falt. Dens tre hundre og trettifem år var nå som en dag for en døgnflue.

Julemorgen, da solen kom frem, hadde stormen lagt seg; alle kirkeklokkene ringte festlig, og fra hver skorstein, også den minste på husmannens tak, steg røyken blå som fra alteret ved druidens festmåltid, takkenes offerrøyk. Sjøren ble mer og mer stille, og på et stort fartøy der ute, som nok hadde holdt ut i ruskevêret i løpet av natta, vart nå alle flagg heist, julefestlig og fint.

"Treet er borte! Det gamle eiketreet, vårt merke på land!"" sa sjømennene. "Det har falt i denne stormnatten! Hvem skal kunne erstatte den; Ingen kan det!" Slik var nekrologen, kort men velmenende, gitt til treet som lå utstrakt på snøteppet ved stranden; og over det lød salmesangen fra skipet, sangen om julens glede og menneskesjelens frelse i Kristus og evig liv:

"Syng høyt i himmelen, Guds kirkeflokk!
Halleluja, nå har vi nok,
Den gleden er uten sidestykke!
Halleluja, Halleluja!"

Slik lød den gamle salmen, og alle der ute på skipet ble løftet opp på sin måte av den og bønnen, akkurat som det gamle treet løftet seg i sin siste, søteste drømme på julenatten.

Original tekst

Der stod i Skoven, høit paa Skrænten, ved den aabne strand, saadan et rigtig gammelt Egetræ, det var netop tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar, men den lange Tid var for Træet ikke mere end ligesaa mange Døgn for os Mennesker; vi vaage om Dagen, sove om Natten, og have da vore Drømme; med Træet er det anderledes, Træet er vaagent i de tre Aarstider, først mod Vinteren har det sin Søvn, Vinteren er dets Sovetid, den er dets Nat efter den lange Dag, som kaldes Foraar, Sommer og Høst.
Mangen varm Sommerdag havde Døgnfluen dandset rundt om dets Krone, levet, svævet og følt sig lykkelig, og hvilede da, et øieblik i stille Lyksalighed, den lille Skabning paa et af de store friske Egeblade, saa sagde Træet altid: “Lille Stakkel! kun en eneste Dag er hele dit Liv! hvor kort dog! det er saa sørgeligt!”

“Sørgeligt!” svarede da altid Døgnfluen, “hvad mener Du dermed? Alt er jo saa mageløst lyst, saa varmt og deiligt, og jeg er saa glad!”

“Men kun een Dag, og saa er Alt forbi!”

“Forbi!” sagde Døgnfluen. “Hvad er forbi! er ogsaa Du forbi?”

“Nei, jeg lver maaske Tusinder af dine Dage, og min Dag er hele Aarstider! Det er Noget saa langt, Du slet ikke kan udregne det!”

“Nei, for jeg forstaaer Dig ikke! Du har Tusinder af mine Dage, men jeg har Tusinder af øieblikke til at være glad og lykkelig i! Holder al denne Verdens Deilighed op, naar Du døer?”

“Nei,” sagde Træet, “den bliver vist ved længer, uendeligt længer, end jeg kan tænke det!”

“Men saa have vi jo lige Meget, kun at vi regne forskjelligt!”

Og Døgnfluen dandsede og svang sig i Luften, glædede sig ved sine fine, kunstige Vinger, deres Flor og Fløiel, glædede sig i den varme Luft, der var saa krydret med Duft fra Kløvermarken og fra Gjerdets vilde Roser, Hyld og Kaprifolier, ikke at tale om skovmærker, Kodriver og vilde krusemynter; der var en Duft saa stærk, at Døgnfluen troede at have en lille Ruus af den. Dagen var lang og deilig, fuld af Glæde og sød Fornemmelse, og naar saa Solen sank, følte altid den lille Flue sig saa behagelig træt af al den Lystighed. Vingen vilde ikke længer bære den og ganske sagte gled den ned paa det bløde, gyngende Græsstraa, nikkede med Hovedet, som den kan nikke, og sov ind saa gladelig, det var Døden.

“Stakkels lille Døgnflue!” sagde Egetræet, “det var dog altfor kort et Liv!”

Og hver Sommerdag gjentog sig samme Dands, samme Tale, Svar og Hensoven; det gjentog sig i hele Slægter af Døgnfluer, og alle vare de lige lykkelige, lige glade. Egetræet stod vaagen sin Foraarsmorgen, Sommermiddag og Efteraarsaften, nu var det snart mod Sovetid, dets Nat, Vinteren vilde komme.

Allerede sang Stormene: “God Nat, god Nat! der faldt et Blad, der faldt et Blad! vi plukke, vi plukke! see til at Du kan sove! vi synge Dig isøvn, vi ruske Dig isøvn, men ikke sandt, det gjør godt i de gamle Grene! de knage derved af bare Fornøielse! sov sødt, sov sødt! det er din tre hundrede og fem og tredsindstyvende Nat, egentligt er Du kun en Aars-Unge! sov sødt! Skyen drysser Snee, det bliver et heelt Lagen, et luunt Sengetæppe om dine Fødder! sov sødt og drøm behageligt!”

Og Egetræet stod afklædt alt sin Løv for at gaae til Ro hele den lange Vinter og i den at drømme mangen Drøm, altid noget Oplevet, ligesom i Menneskenes Drømme.

Det havde ogsaa engang været lille, ja, et Agern havde været dets Vugge; efter Menneske-Regning levede det nu i et fjerde Aarhundred; det var det største og ypperste Træ i Skoven, med sin Krone ragede det høit over alle de andre Træer og blev seet langt ude fra Søen, var Skibsmærke; det tænkte slet ikke paa, hvormange øine, der søgte det. Høit oppe o dets grønne Krone byggede Skovduerne, og Gjøgen kukkede der, og i Efteraaret, naar Bladene saae ud som hamrede Kobberplader, kom Trækfuglene og hvilede der, før de fløi hen over Søen; men nu var det Vinter, Træet stod bladløs, man kunde ret see, hvor bugtede og krogede Grenene strakte sig; Krager og Alliker kom og satte sig skifteviis der og talte om de strenge Tider, som begyndte, og hvor svært det var at faae Føden om Vinteren.

Det var just den hellige Juletid, da drømte Træet sin deiligste Drøm; den skal vi høre.

Træet havde tydeligt en Fornemmelse af at det var en festlig Tid, det syntes at høre rundt om alle Kirke-Klokker ringe, og dertil var det som paa en deilig Sommerdag, mildt og varmt; det bredte ud saa frisk og grøn sin mægtige Krone, Solstraalerne spillede mellem Blade og Grene, Luften var fyldt med Duft af Urter og Buske; brogede Sommerfugle legede “Tagfat” og Døgnfluerne dandsede, som var Alt kun til for at de skulde dandse og fornøie sig. Alt, hvad Træet igjennem Aaringer havde oplevet og seet omkring sig, drog forbi, som i et heelt Fest-Optog. Det saae fra gammel Tid Riddere og Fruer til Hest, med Fjer i Hatten og med Falk paa Haand, ride gjennem Skoven; Jagthornet lød og Hundene halsede; det saae fjendtlige Soldater i blanke Vaaben og brogede Klæder, med Spyd og Hellebarder, slaae Telt op og atter tage det ned; Vagtilden blussede og der blev sjunget og sovet under Træets udstrakte Grene; det saae Kjærestefolk i stille Lykke mødes her i Maaneskin og skære deres Navne, det første Bogstav, ind i den graagrønne Bark. Cither og æolsharpe vare engang, ja der laae Aaringer imellem, hængte op i Egens Grene af reisende, muntre Svende, nu hang de der igjen, nu klang de der igjen saa yndelig. Skovduerne kurrede, som vilde de fortælle, hvad Træet følte derved, og Gjøgen kukkede, hvormangen Sommerdag det skulde leve.

DA var det, som om en ny Livs-Strømning rislede det lige ned i de mindste Rødder og op i de høiestragende Grene, lige ud i Bladene; Træet følte at det strakte sig derved, ja det fornam med Rødderne, hvorledes der ogsaa nede i Jorden var Liv og Varme; det fornam sin Styrke tage til, det voxede høiere og høiere; Stammen skjød op, der var ingen Stillestaaen, den voxede meer og altid meer, Kronen blev fyldigere, bredte sig, løftede sig, – og altsom Træet voxede, voxede ogsaa dets Velværen, dets lyksaliggjørende Længsel efter altid at naae høiere, lige op til den lysende, varme Sol.

Allerede var det voxet høit op over Skyerne, der som mørke Trækfugle-Skarer, eller store hvide Svaneflokke droge hen under det.

Og hvert af Træets Blade kunde see, som havde det øine at see med; Stjernerne bleve synlige ved Dagen, saa store og blanke; hver af dem blinkede som et Par øine, saa milde, saa klare; de mindede om kjendte,kjærlige øine, Barne-øine, Kjærestefolks-øine, naar de mødtes under Træet.

Det var et livsaligt øieblik, saa frydefuldt! og dog, i al den Fryd, fornam det en Længsel og Lyst efter, at alle de andre Skovens Træer dernede, alle Buske, Urter og Blomster maatte kunne løfte sig med, føle og fornemme denne Glands og Glæde. Det mægtige Egetræ i al sin Herligheds Drøm, var ikke fuldt lykkeligt, uden at have dem med Alle, Smaa og Store, og denne Følelse bævede igjennem Grene og Blade, saa inderligt, saa stærkt som i et Menneskes Bryst.

Træets Krone bevægede sig som om det søgte og savnede, saae tilbage. Da fornam det Duft af Skovmærker og snart endnu stærkere Duft af Kaprifolier og Violer, det troede at kunne høre Gjøgen svare sig.

Ja, gjennem Skyerne pippede frem Skovens grønne Toppe, det saae under sig de andre Træer voxede og løftede sig som det; Buske og Urter skjøde høit i Veiret; enkelte reve sig løs med Rod og fløi hurtigere. Birken var snarest; som en hvid Lynstraale knittrede dens slanke Stamme opad, Grenene bølgede som grønne Flor og Faner; den hele Skov-Natur, selv det brunfjedrede Rør, voxede med, og Fuglene fulgte med og sang, og paa Straaet, der som et langt, grønt Silkebaand løst flagrede og fløi, sad Græshoppen og spillede med Vingen paa sit Skinnebeen; Oldenborrerne brummede og Bierne summede, hver Fugl sang med sit Næb, Alt var Sang og Glæde lige ind i Himlen.

“Men den lille blaa Blomst ved Vandet, den skulde ogsaa med!” sagde Egetræet; “og den røde Klokkeblomst! og den lille Gaaseurt!” – ja Egen vilde have dem Allesammen med!

“Vi er med! vi er med!” sang og klang det.

“Men de smukke Skovmærker fra forrige Sommer – og Aaret forud var her et Flor af Lilieconvaller -! og det vilde æbletræ, hvor stod det deiligt – og al den Skovpragt i Aaringer, i mange Aaringer -! havde den dog levet og blevet til nu, saa havde den dog ogsaa kunnet være med!”

“Vi er med! vi er med!” sang og klang det endnu høiere oppe, det syntes, som om de vare fløine foran.

“Nei, det er altfor utroligt deiligt!” jublede den gamle Eeg. “Jeg har dem Allesammen! Smaa og Store! ikke Een er glemt! hvor er dog al den Lysalighed mulig og tænkelig!”
“I Guds Himmel er den mulig og tænkelig!” klang det.

Og Træet, der altid voxede, fornam at dets Rødder løsnede sig fra Jorden.

“Det er nu det Allerbedste!” sagde Træet, “nu holder mig ingen Baand! jeg kan flyve op til det Allerhøieste i Lys og Glands! og alle Kjære har jeg med! Smaa og Store! Alle med!”

“Alle!”

Det var Egetræets Drøm, og medens det drømte gik en voldsom Storm hen over Hav og Land i den hellige Julenat; Søen væltede tunge Bølger mod Stranden, Træet knagede, bragede og rykkedes op med Rod, netop idet det drømte, at dets Rødder løsnede sig. Det faldt. Dets tre hundrede og fem og tredsindstyve Aar var nu som en Dag for Døgnfluen.

Julemorgen, da Solen kom frem, havde Stormen lagt sig; alle Kirkeklokker ringede festlig, og fra hver Skorsteen, selv den mindste paa Huusmandens Tag, løftede sig røgen blaalig som fra Alteret ved Druidens Fest, Takkens Offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og paa et stort Fartøi derude, der i Natten havde vel overstaaet det haarde Veir, heisedes nu alle Flag, julefestligt og smukt.

“Træet er borte! Det gamle Egetræ, vort Mærke paa Landet!” sagde Søfolkene. “Det er faldet i denne Storm-Nat! Hvo skal kunne erstatte det; det kan Ingen!”
Saadan Ligtale, kort, men velmeent, fik Træet, der laae udstrakt paa Sneetæppet ved Stranden; og hen over det klang Psamlesang fra Skibet, Sangen om Julens Glæde og Menneskenes Sjæls Frelse i Christo og det evige Liv:

“Syng høit i Sky, Guds Kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
Den Fryd er uden Lige!
Halleluja, Halleluja!”

Saa lød den gamle Psamle, og hver derude paa Skibet løftedes paa sin Viis ved den og Bønnen, ret som det gamle Træ løftede sig i sin sidste, sin deiligste Drøm Julenat.