Piken med fyrstikkene

«Piken med fyrstikkene» («Den lille Pige med Svovlstikkerne») er en dansk juleklassiker fra 1845 av H. C. Andersen. Første gang publisert i «Dansk Folkekalender for 1846». Historien beskriver blant annet fattigdom og død.

Nedenfor er en oversettelse til norsk og den originale utgaven på dansk.

Oversettelse til norsk av godjul.no

Det var så fryktelig kaldt; det snødde og det ble mørkt om kvelden; det var også årets siste kveld, nyttårsaften. I denne kulden og i dette mørket gikk en liten, stakkars jente med bare hode og bare føtter på gaten; ja, hun hadde virkelig gått med tøfler da hun kom hjem; men hva kan det hjelpe! det var veldig store tøfler, moren hadde brukt dem sist, de var så store, og den lille slapp dem da hun skyndte seg over gaten, da to vogner gikk så fryktelig fort forbi; den ene tøffelen var ingensteds å finne og en gutt løp med den andre; han sa at han kunne bruke den som vugge når han selv fikk barn.

Der gikk nå den lille jenta på sine bare små føtter, som var røde og blå av kulde; i et gammelt forkle holdt hun en mengde fyrstikker, og en bunt tok hun i hånden; ingen hadde kjøpt det av henne hele dagen; ingen hadde gitt henne en krone; sulten og forfryst gikk hun, så elendig ut, stakkars lille! Snøfnuggene falt i det lange gule håret hennes, som krøllet seg så vakkert rundt halsen, men det tenkte hun virkelig ikke på. Lysene skinte fra alle vinduene og så luktet det så deilig av helstekt gås i gaten; det var nyttårsaften, ja, det tenkte hun på.

Henne i en krok mellom to hus, hvorav det ene gikk litt lenger inn i gaten enn det andre, der satte hun seg ned og huket seg; hun hadde dratt de små beina opp under seg, men hun frøs enda mer og turte ikke gå hjem, hun hadde ikke solgt fyrstikker, hadde ikke tjent en eneste skilling, faren ville slå henne og det var kaldt hjemme også, de hadde bare taket rett over seg og vinden suste inn, selv om det satt strå og filler fast i de største sprekkene. De små hendene hennes var nesten døde av kulde. Akk! en fyrstikk kan gjøre susen. Tør hun bare trekke en ut av bunten, sveip den mot veggen og varme fingrene. Hun trakk en ut, "Ritsch!" hvordan det glitret, hvordan det brant! det var en varm, klar lue, som et lite lys, når hun holdt den i hånden; det var et merkelig lys! Den lille jenta trodde hun satt foran en stor jernkakkelovn med blanke messingkuler og messingtrommel; bålet brant så velsignet, varmet så godt! nei, hva var det! - Den lille strakte allerede ut føttene for å varme dem også, - - da ble flammen slukket, kakkelovnen forsvant, - hun satt med en liten bit av den utbrente fyrstikken i hånden.

En ny ble strøken, den brant, den lyste, og der glansen falt på veggen, ble den gjennomsiktig, som en blomst; hun så rett inn i salen, hvor bordet var dekket med en skinnende hvit duk, med fint porselen, og den stekte gåsen, fylt med svisker og epler, dampet godt! og det som var enda mer storartet, gåsen hoppet fra fatet, vaglet fra gulvet med gaffel og kniv i ryggen; rett til den stakkars jenta kom det; så var fyrstikken slukket og det var bare den tykke, kalde veggen å se.

Hun tente en ny. Så satt hun under det vakreste juletre; den var enda større og mer pyntet enn den hun hadde sett gjennom glassdøren hos den rike kjøpmannen denne siste julen; tusen lys brant på de grønne grenene og spraglete bildene som de som pynter butikkvinduene så ned på henne. Den lille strakte begge hendene i været – så var fyrstikken slukket; de mange julelysene gikk høyere og høyere, hun så de var de klare stjernene, en av dem falt og lagde en lang ildstripe på himmelen.

"Nå dør noen!" sa den lille, for gamle bestemoren, som var den eneste som hadde vært god mot henne, men nå var død, hadde sagt: Når en stjerne faller, stiger en sjel opp til Gud.

Hun strøk igjen en fyrstikk mot veggen, den lyste rundt omkring, og i gløden stod den gamle bestemoren, så klar, så skinnende, så mild og velsignet.

"Bestemor!" ropte den lille: "Å ta meg med! Jeg vet at du er borte når fyrstikken slukkes; borte som den varme kakkelovnen, den nydelige gåssteken og det store velsignede juletreet!" – og hun strøk i all hast alle de gjenværende fyrstikkene som var i bunten, hun ville så gjerne beholde bestemor; og fyrstikken lyste med en slik glans at det var klarere enn midt på dagen. Bestemor hadde aldri før vært så vakker, så stor; hun løftet den lille jenta opp på armen, og de fløy i ære og glede, så høyt, så høyt; og det var ingen kulde, ingen sult, ingen angst, - de var hos Gud!

Men i kroken ved huset, på den kalde morgenen, satt den lille jenta med røde kinn, med et smil om munnen – død, frosset i hjel den siste natten i det gamle året.

Nyttårsmorgenen gikk opp for det lille liket som satt med fyrstikkene, hvorav den ene bunten nesten var brent. Hun ville varme seg opp! sa de; ingen visste hvor vakkert hun hadde sett, i hvilken prakt hun hadde gått inn i nyttårsgleden hos gamle bestemor!

Original utgave fra 1848

Det var saa gruelig koldt; det sneede og det begynte at blive mørk Aften; det var ogsaa den siste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille fattig Pige med bart Hoved og nøgne fødder; ja hun havde jo riktignok havt Tøfler paa, da hun kom hjemme fra; men hva kunne det hjelpe! Det var meget store tøfler, hendes Moder havde sidst brugt dem, saa store var de, og dem tabte den Lille, da hun skyndte sig over Gaden, i det to Vogne foer saa grueligt stærkt forbi; den ene Tøffel var ikke at finde, og den anden løb en Dreng med; han sagde, at den kunde han bruge til Vugge, naar han selv fik Børn.

Der gik nu den lille Pige paa de nøgne, smaa Fødder, der vare røde og blaae af Kulde; i et gammelt Forklæde holdt hun en Mængde Svovlstikker og eet Bundt gik hun med i haanden; Ingen havde den hele Dag kjøbt af hende; Ingen havde givet hende en lille Skilling; sulten og forfrossen gik hun og saae saa forkuet ud, den lille Stakkel!

Sneefnuggene faldt i hendes lange, gule Haar, der krøllede saa smukt om Nakken, men den Stads tænkte hun rigtignok ikke paa. Ud fra alle Vinduer skinnede Lysene, og saa lugtede der i Gaden saa deiligt af Gaasesteg; det var jo Nytaarsaften, ja det tænkte hun paa.

Henne i en Krog mellom to Huse, det ene gik lidt mere frem i Gaden end det andet, der satte hun sig og krøb sammen; de smaa Been havde hun trukket op under sig, men hun frøs endnu mere og hjem turden hun ikke gaae, hun havde jo ingen Svovlstikker solgt, ikke faaet en eneste Skilling, hendes Fader vilde slaae hende, og koldt var der ogsaa hjemme, de havde kun Taget lige over dem og der peb Vinden ind, skjøndt der var stoppet Straa og Klæde i de største Sprækker. Hendes smaa Hænder var næsten ganske døde af Kulde. Ak! En lille Svovlstikke kunde gjøre godt. Turde hun bare trække een ud af Bundtet, stryge den mod Væggen og varme Fingrene.

Hun trak een ud, "ritsch!" hvor spruddede den, hvor brændte den! Det var en varm, klar Lue, ligesom et lille Lys, da hun holdt Haanden om den; det var et underligt Lys; den lille Pige syntes hun sad foran en stor Jernkakkelovn med blanke Messingkugler og Messingtromle; Ilden brændte saa velsignet, varmede saa godt; nei hvad var det! - Den Lille strakte allerede Fødderne ud for ogsaa at varme disse, - da slukkedes Flammen. Kakkelovnen forsvandt, - hun sad med en lille stump af den udbrændte Svovlstikke i Haanden.

En ny blev strøget, den brændte, den lyste, og hvor Skinnet faldt paa Muren, blev denne gjennomsigtig, som et Flor; hun saae lige ind i Stuen, hvor bordet stod dækket med en skinnende hvid Dug, med fiint Porcellain, og deiligt dampede den stegte Gaas, fyldt med Svedsker og Æbler; og hvad der endnu var prægtigere, Gaasen sprang fra Fadet, vraltede hen ad Gulvet med Gaffel og Kniv i Ryggen; lige hen til den fattige Pige kom den; da slukkedes Svovlstikken og der var kun den tykke, kolde Muur at see.

Hun tændte en ny. Da sad hun under det deiligste Juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gjennem Glasdøren havde seet hos den rige Kjøbmand, nu sidste Juul; tusinde Lys brændte paa de grønne Grene, og brogede Billeder, som de der pynte Boutikvinduerne, saae ned til hende. Den Lille strakte begge Hænder i Veiret - da slukkedes Svovlstikken; de mange Julelys gik høiere og høiere, hun saae de vare nu de de klare Stjerner, een af dem faldt og gjorde en lang Ildstribe paa Himlen.

"Nu døer der Een!" sagde den Lille, for gamle Mormoer, som var den Eneste, der havde været god mot hende, men nu var død, havde sagt: naar en Stierne falder, gaaer der en Sjæl op til Gud.

Hun strøg igjen mod Muren en Svovelstikke, den lyste rundt om, og i Glandsen stod den gamle Mormoer, så klar saa skinnende, saa mild og velsignet.

"Mormoer!" raabte den Lille, "o tag mig med! jeg veed, Du er borte, naar Svovlstikken gaaer ud; borte ligesom den varme Kakkelovn, den deilige Gaasesteg og det store, velsignede Juletræ!" - hun strøg ihast den hele Rest Svovelstikker, der var i bundtet, hun vilde ret holde paa Mormoer; og Svovlstikkerne lyste med saadan en Glands, at det var klarere end ved den lyse Dag. Mormoer havde aldri før været saa smuk, saa stor; hun løftede den lille Pige op paa sin Arm, og de fløi i Glands og Glæde, saa høit, saa høit; og der var ingen Kulde, ingen Hunger, ingen Angest, – de var hos Gud.

Men i Krogen ved Huset sad i den kolde Morgenstund den lille Pige med røde Kinder, med Smiil om Munden - død, frosset ihjel den sidste Aften i det gamle Aar.

Nytaarsmorgen gik op over det lille Liig, der sad med Svovlstikkerne, hvoraf et Knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; Ingen vidste, hvad Smukt hun havde seet, i hvilken Glands hun med gamle Mormoer var gaaet ind til Nytaars Glæde.